Procesteknik – dengang og nu
28. januar 2014 er en særlig dag. Handels- og ingeniørfirmaet V. Løwener med Niels Barfod Jakobsen bag rattet fylder 125 år. Det er mere end en menneskealder og noget af en præstation. Evnen til at læse og følge markedet, tilpasning af organisationen til de eksterne forhold og faktorer samt - ikke mindst - et sæt handlekraftige medarbejdere med fremdrift, vilje og ihærdighed har betydet, at huset Løwener stadig lever i bedste velgående.
Det fantastiske Valdemar-fundament
V. Løwener blev stiftet af Valdemar Løwener 28. januar 1889. Første registrerede varemærke var den arbejdsomme løve og drejebænken i 1898. Valdemars overordnede ide med virksomheden, som dengang havde til huse på Vesterbrogade i København, var oprindeligt salg af kvalitetsstål. Det blev lidt af et verdensomspændende foretagende med afdelinger i Amerika, Rusland, Tyskland, Sverige og Norge. Voldsomme historiske begivenheder i form af krig og revolution betød, at der var behov for en ændring af konceptet. Løwener gik derfor ind i handel med innovative maskiner og teknisk udstyr, herunder værktøjsmaskiner, pumper, elektrisk svejseudstyr, vej- og brandmateriel og specialværktøjer til automobilreparation. I 1971 flyttede Løwener, som nu var et interessentskab, til nuværende adresse på Smedeland 2 i Glostrup.
Moderne tider med ny Løwe i kongerækken
Løwener blev i 1999 omdannet til et privatejet aktieselskab under navnet V. Løwener A/S og blev i 2004 overtaget af Niels Barfod Jakobsen som har bygget videre på konceptet, der er hjertet i Løwener-dynamoen, nemlig "rette tekniske løsning til rette tid". Leveringsprogrammet er derfor konstant blevet videreudviklet med det nyeste, det mest effektive, det kvalitetsmæssigt og ergonomisk bedste og det miljømæssigt reneste til den stadigt voksende kundeskare inden for industrien, autobranchen og entreprenørsektoren. Organisationen er blevet strømlinet og tilpasset, således at kunden får kvalitet for pengene og ikke betaler for administrative tidskrævende procedurer og hierarkisk opbyggede systemer. I Løwener går vejen fra beslutning til handling i lige linie, ligesom den papirmæssige sagsbehandling er kogt ned til det allermest nødvendige, siger Niels Barfod.
Et æg uden salt er ikke godt nok ..
Højteknologisk udstyr uden ledsagende rådgivning og after-sales-service er som æg uden salt, udtaler Niels Barfod og fortsætter: En teknisk innovativ løsning i sig selv skaber ikke den merværdi i form af tidsbesparelse og produktivitet, som kunderne har behov for, hvis ikke den ledsages af fagkyndig rådgivning, teknisk know-how og service på ekspertniveau. Så kunne kunderne lige så godt handle på nettet eller direkte hos producenten. Bl.a. fordi service og vedligeholdelse er så stor en del af Løweners forretningskoncept, valgte Niels Barfod i 2009 at udvide med et nyt stort servicecenter i Stilling v/Skanderborg til erstatning for det eksisterende i Hadsten.
Pumper med gods i
Pumper er og har altid været én af Løweners spidskompetencer. Centrifugalpumper, stempelpumper, hydraulikpumper, fødepumper, vakuumpumper, blæsere er bare nogle af de pumpetyper, programmet indeholder. Og man må sige, at der var gods i datidens løsninger, herunder en del støbegods. Meget anderledes end nutidens letvægts- og kompaktkoncept. Betjening, vedligeholdelse og driftsomkostninger fik ingen nævneværdig omtale i datidens produktbeskrivelser. I et Løwener hovedkatalog fra mellemkrigstiden kan man bl.a. se disse prægtige pumper.
Billedet til højre viser en dampdrevet cirkulationspumpe, og billedet til venstre en stempel-vakuumpumpe med indbygget indsprøjtnings-kondensator.
Cirkulationspumper med damp
I et Løwener hovedkatalog i starten af efterkrigstiden finder man bl.a. denne flotte cirkulationspumpe til land- og skibsinstallation. En prægtig konstruktion – og så endda med dampmaskine!
Moderne tider – andre krav
Løweners pumpeprogram i dag bygger på let og enkel brug og vedligeholdelse, kompakt og minimalt pladskrævende opbygning, styrke og holdbarhed. Serien af Pompetravaini TRVW væskeringsvakuumpumper er bare ét af eksemplerne på denne tankegang. TRVW pumperne er bredt anvendelige, de vejer langt mindre end konventionelle væskeringsvakuumpumper (op til 30% mindre), de er opbygget så intelligent, at kapacitet og ydeevne typisk ligger 10% over dét, konventionelle modeller kan præstere. Pumpedesignet er kompakt, praktisk og pladsbesparende, vedligeholdelsen er enkel og hurtig, f.eks. kan den mekaniske akseltætning skiftes uden behov for at skille pumpen ad.
Calpeda MPC kunststofpumper til industriel brug blev introduceret for markedet i 2013. Konceptet er et velegnet alternativ til pumper af metal, der ofte udsættes for angreb af forskellige kemikalier. Kunststofpumperne er f.eks. perfekte til tømning af opsamlingstanke med industrielt spildevand og fyldeopgaver med kølevand. Kompakt, enkel i brug og vedligeholdelse.
Måling af alverdens gennemstrømninger
Løwener begyndte så småt at handle med udstyr til flowmåling i mellemkrigstiden. I et af virksomhedens hovedkataloger fra 1920’erne kunne man bl.a. finde denne væskemåler af skivetypen til vand, olie, benzin etc.
Området voksede sig større og større i årene efter 2. verdenskrig, hvor leveringsprogrammet inkluderede en betragtelig serie af koldt- og varmtvandsmålere, oliemålere og kaloriemålere. Der var tilmed mekaniske registreringsanordninger eller elektriske impulssendere til fjerntælling og – registrering.
Til højre ses en mængdemåler til damp, vand og luft. Måleren, som er fra starten af efterkrigstiden, er ifølge katalogteksten ”fremstillet efter venturiprincippet med måleskive eller venturirør som måleorgan, instrumentet enten visende, visende og skrivende eller visende, skrivende og tællende, eventuelt forsynet med pen for tryk eller temperatur”.
Overlad aldrig et flow til tilfældighederne
Løwener byder i dag på et af markedets største programmer inden for flowmåleudstyr. Der er stort set alt til niveaumåling, målere til olie/fyringsolie, diesel, petroleum, benzin, målere til luft/gasser, vandmålere, volumenmålere … Alt efter opgaven er der selvfølgelig også Ex-mærkede målere til eksplosive miljøer. Måleprincip og -metode vælges naturligvis ud fra opgaven, i et professionelt samarbejde mellem kunden og Løwener.
Nye og flere flowmåleprincipper med tiden
BadgerMeter Dynasonics DXN er ét af de nye hit i 2013. Der er tale om en clamp-on flowmåler baseret på hybridteknologi. Måleren bygger på en flowmåleteknologi bestående af to måleteknikker – Doppler og transittid. DXN er herudover beregnet til måling af energi. DXN anvendes typisk til flowmåling af rene, partikelholdige eller gasholdige væsker i lukkede rør.