70-årige Arne ruller ud i sin tredje Ravo fejemaskine
RAVO fejemaskine type 580I til NCC Infrastructure
Tre mand høj ved afleveringen af den nye Ravo-fejemaskine. Fra venstre afdelingschef Lars Poulsen, NCC Infrastructure, 70-årige Arne Kynde, som er klar til sin tredje Ravo, og produkt- og salgskonsulent Henning Stampe, V. Løwener.
Arne Kynde har kørt fejemaskine for NCC Infrastructure de seneste 17 år – og han kører videre
Først kørte han godt 11.000 timer med den samme fejemaskine. Så fik han et nyt fejende køretøj, som han kørte med i 14.200 timer i løbet af syv år. 288.000 kilometer. Nu har Arne Kynde netop sat sig i sin tredje hollandske Ravo fejemaskine. Når han varsler, at det også bliver den sidste i rækken, mumler afdelingschef Lars Poulsen hos NCC Infrastructure ”lad os nu se”.
Arne Kynde har rundet de 70 i år. De seneste 17 år har han kørt fejemaskine for NCC Infrastructure, som er Danmarks største fejeoperatør. Og hvis afdelingschefen overhovedet skal gøre sig forestilling om, at den drevne maskinfører skal tage en ny periode bag rattet, kender han godt den helt afgørende betingelse.
”Arne lagde ikke skjul på, at hvis han skulle fortsætte med en ny maskine som 70-årig, så skulle vi altså ikke komme med noget som helst andet, end en Ravo fejemaskine. Der er en grund til, at han hos forhandleren, V. Løwener, er kendt som den danske Mr. Ravo”, fortæller Lars Poulsen.
I alt har NCC Infrastructure otte Ravo fejemaskiner. Da Arne Kynde gjorde sin entré, havde afdelingen én, som han så indtog. Den kørte omkring 18.000 timer, inden den blev taget ud af drift.
Den Ravo-fejer, som Arne Kynde nu siger farvel til, fortsætter sit virke for NCC Infrastructure. Den rykker til Nordjylland og møder altså med 14.200 timer på tælleren.
Ikke behov for håndmand
”Vi har faste Ravo-chauffører på maskinerne. De gamle maskiner bruger vi til at dække nye områder, hvor vi ønsker at udbygge. Foruden de otte Ravo fejemaskiner, har vi også et stort antal lastbilmonterede fejemaskiner. En af de helt klare fordele ved Ravo er, at maskinerne kan feje uden behov for assistance fra en håndmand. En Ravo har kostene placeret i front og kan feje til begge sider”, forklarer afdelingsleder Lars Poulsen.
”Sugeanlægget har rigeligt styrke til at suge asfalt op, når der fejes i forbindelse med asfaltfræsning. Vi servicerer primært NCCs asfalt- og fræseafdeling, og fylder så op med gadefejning. Ravo kan fint matche en af de store fejebiler også i gadefejning”, siger Arne Kynde.
Den nye hollænder, han nu tager i brug, er Ravos nye I-serie, som ikke mindst udmærker sig ved at være opgraderet til Euro 6C-standard. Kabinen er ny og byder blandt andet på et helt nyt defrosteranlæg og fuldautomatisk klimaanlæg. Der er mere glas og dermed bedre udsyn i den nye i forhold til forgængeren, og Arne Kynde har bemærket en meget afgørende forskel i forhold til tidligere: Støjniveauet er banket helt i bund.
Arne Kynde har allerede siddet omkring 25.000 timer i Ravo-fejemaskiner. Trods 70 år på den personlige timetæller, er han nu klar til at rulle ud i en helt ny Ravo 580i.
Den store forskel: Motoren
”Det ydre ligner den tidligere maskine, jeg kørte med, en Ravo 580. Men den ny 580i er 10 centimeter længere og også 10 centimeter bredere, selv om sporvidden er den samme. Den helt store forskel ligger i den opgraderede motor”, fastslår den erfarne Ravo-fører.
I det daglige færdes Arne Kynde i Ravo i de østjyske kommuner Skanderborg, Faurskov, Syddjurs og Aarhus. Da han stadig var eneste Ravo-mand hos NCC, gav det ture rundt i hele landet.
Det er ikke alene NCC Infrastructure, der nyder godt af den kolossale erfaring, Arne Kynde har samlet gennem de mange år som fast Ravo-chauffør. Også hos V. Løwener trækkes der på hans store knowhow.
”Der er ingen tvivl om, at Arne er den danske Mr. Ravo både når det gælder ekspertise og antal maskiner. Derfor bruger både NCCs andre Ravo-chauffører og også Løweners teknikere ham som konsulent, når der er tvivl om et eller andet. Selv om vi har dygtige folk på værkstedet, er der altid noget, man véd bedre, når man selv har arbejdet med maskinen i daglig drift. Det har Arne Kynde i allerhøjste grad. Totalt bliver det vist nok til omkring 25.000 timer i Ravo’er”, siger produkt- og salgskonsulent Henning Stampe hos V. Løwener.
Hurtig på landevejen
Ravo fejemaskine type 580i rummer fem kubikmeter i beholderen og har en tophastighed på 80 km/t. Det gør, at maskinen er hurtig og selvtransporterende, når den skal fra det ene arbejdssted til det næste. Når Arne Kynde slår kostene til, fejer maskinen med 8 km/t.
”En af årsagerne til, at vi faktisk har rigtig fin succes med Ravo-fejemaskinerne er, at de i mange tilfælde erstatter store, lastvognsmonterede fejemaskiner. Nogle kommuner og entreprenører ser naturligvis en fordel i at nøjes med en enkelt maskine, som klarer fejeopgaverne”, siger Henning Stampe.
I øjeblikket kører der 25 Ravo-maskiner i Danmark.
Producenten Ravo B. V. Holland blev grundlagt i 1964 og er således ikke nogen nybegynder i maskinproduktion. Selskabet har været med i den store Fayat-gruppe siden 2009. Fabrikken i Alkmaar et halvt hundrede kilometer nord for Amsterdam sender i omegnen af 500 nye fejemaskiner ud af porten hvert år.